|
 |
The Harmony of the Ecstasy,
Geiger DK |
 |
|
|
|
| |
by Jannik Juhl
Christensen, Aug 2005
published on
Geiger
4th of August
 |
|
| |
|
|
| |
Yes, it is in
Danish, translation will be available soon! |
|
| |
|
|
|
Sin beskedne
størrelse til trods har Slovenien leveret hele to hovednavne
inden for industrial og electronic body music – Laibach og
Borghesia – så man kan næppe bebrejde nogen, hvis de
opfatter landet som et mørkt og dystert østeuropæisk
forfaldshelvede. Dette er selvsagt i høj grad en fordom –
eller måske snarere ønskedrøm – fra vestlige lytteres side.
Skulle man imidlertid være interesseret i at få punkteret
forestillingen om et land, hvor alle er involveret i
totalitærromantisk Neue Slowenische Kunst, så skal man blot
lytte til MarryAnn, et pseudonym for en unavngiven slovensk
musiker (ikke kvindelig), som holder fanen højt for den form
for overdådigt melodisk uptempo-new age, som man ikke skulle
tro, der stadig var et marked for. Selv omtaler han stilen
som ”progressive electronic”, og selv om mange nok vil finde
den betegnelse rigeligt afskrækkende i sig selv, så er det
nok svært at undgå den endnu mere suspekte klassifikation
new age. Og her taler vi ikke om de mere lødige,
krautrock-associerede varianter af stilen.
De fleste af ingredienserne er velkendte, der er masser af
usandsynligt polerede presetlyde – billige
digitalklavertriller, lige så billige harmonier, tyndbenede
firsertrommer og svulstige plastikstrygere. Ud over de
steder, hvor der ”lånes” fra f.eks. firser-synthpop eller
Jean Michel Jarre, veksles der rent kompositorisk mellem det
sprælske og det følsomme, for det meste skruet sammen på en
måde, der minder om slutfirserlyden hos koryfæer som Yanni,
Jan Hammer og de på daværende tidspunkt kunstnerisk
nedbrændte Tangerine Dream. Alt i alt altså en stil, som
ligger meget langt væk fra noget, som bare tilnærmelsesvist
kan kaldes ”god smag”.
Nu er der imidlertid tilfælde, hvor dårlig smag kan være en
befrielse, og det er MarryAnn lige netop et eksempel på.
Ikke bare forstået som kitsch, selvom det afgjort også er en
del af tiltrækningen, for alene i det at arbejde seriøst med
en stil, hvor der på helt andre områder end de sædvanlige
ikke er nogen begrænsninger for hvad man ”må”, ligger der
store muligheder for det skæve og bizarre. Det kan i høj
grad betale sig give pokker i det ”ufine” ved brugen tynde,
ultrasyntetiske fløjte- og steeldrum-lyde, når disse netop
bruges så charmerende som her, uden hæmninger eller skam i
livet.
I en vis forstand kan man sige, at MarryAnn repræsenterer en
slags tradition inden for new age. Der har altid været folk
på feltet, som har haft en tendens til at overdrive det
melodiske element så meget, at resultatet nærmest blev
pjattet og legende, hvilket så blev yderligere forstærket af
en udpræget forkærlighed for fjollede blip-blop-lyde.
Således også her, hvor flere af numrene, foruden de allerede
nævnte navne, også minder om folk som Ray Lunch, Karunesh,
og ikke mindst den besynderlige Claude Larson – sidstnævnte
har lavet nogle af de mest udflippede elektroniske plader
overhovedet, såvel som en enestående form for plastic-eksotika.
MaryAnn er ikke tilnærmelsesvis så særegen som Larson, men
er ikke desto mindre godt med, og stritter af og til også i
sine egne, utraditionelle retninger. Især er det interessant,
at rytmerne til tider nærmest bliver electro-agtige.
Som det altid er tilfældet inden for stilen, er det især i
de mere følsomme ballader, hvor det puttenuttede bliver
sentimentalt og ikke løftes af det fjollede, at musikken så
småt falder igennem. Det er heldigvis kun på ganske få numre,
at dette tager overhånd, men at det overhovedet sker
understreger, at musikken nok i virkeligheden ikke er tænkt
så let og underholdende, som den ellers umiddelbart
forekommer. Hvilket dog ikke bør forhindre, at den nydes
lige præcis sådan, herligt forfriskende i forhold til alt
for megen alt for pæn electronica. Ligefrem og energisk
underlødighed kontra selvhøjtidelig pseudo-avantgarde? Måske
er new age electronicaens punk. |
|
|
|
|
 |
   |
 |
|
|
|
|
|
